Back

Selskabsmeddelelse nr. 9 2009/10 - Delårsrapport for 2. kvartal og 1.-2. kvartal 2009/10



DEN GODE UDVIKLING I OMSÆTNING OG RESULTAT FORTSÆTTER – OPJUSTERING AF BÅDE OMSÆTNING OG INDTJENING FOR REGNSKABSÅRET

 

Ambu har i 2. kvartal 2009/10 vundet markedsandele og har fortsat den gode udvikling. I 2. kvartal og år til dato blev væksten i omsætningen på 7% målt i lokal valuta, og i USA har væksten i de to første kvartaler været 11% i et marked med en markedsvækst på 1-3%. Flytningen af elektrodeproduktion fra Danmark til Malaysia forløber planmæssigt. Bruttomarginalen er forbedret og blev år til dato på 53,8% mod 51,8% samme periode sidste år. Resultatet af primær drift, EBIT, blev i regnskabsårets 2. kvartal 32,4 mio. kr. mod 25,0 mio. kr. i samme periode sidste år. År til dato blev EBIT forbedret med 26% til 51,1 mio. kr. mod 40,4 mio. kr. samme periode sidste år. EBIT-marginen blev år til dato 11,4% mod 9,4% i samme periode sidste år. Baseret på den fortsat gode udvikling på væsentlige områder opjusterer Ambu forventningerne til omsætning og resultat i 2009/10. Der forventes en omsætning i niveauet 925 mio. kr. mod tidligere 900 til 925 mio. kr., en EBIT-margin før særlige poster i overkanten af 12,5% imod tidligere 12-12,5% og et resultat før skat i niveauet 110 mio. kr. mod tidligere udmeldt ca. 100 mio. kr.

 

”Vi er meget tilfredse med, at Ambu fortsætter den positive udvikling og både vinder markedsandele og øger indtjeningen. Ambu har med GPS Four strategien sat sig ambitiøse mål, og efter første halvår af strategiperioden øger vi både omsætning og indtjening mere end vores forventninger. Vores mange initiativer i form af intensivering af salgsindsatsen, investering i IT-systemer, yderligere fokus på innovation og senest udflytning af vores elektrodeproduktion fra Danmark til Malaysia viser gode resultater. USA fortsætter den flotte udvikling, og vi ser fortsat gode vækstmuligheder på verdens største marked for medikotekniske produkter. Med en bruttomargin på 53,8% har vi forbedret vores effektivitet. Vi ser positivt på resten af finansåret, og derfor er det helt naturligt, at vi opjusterer vores hidtil udmeldte målsætninger,” siger Lars Marcher, administrerende direktør i Ambu.

 

Hovedpunkter

  • Omsætningen blev i 2. kvartal på 234,7 mio. kr. mod 222,8 mio. kr. i 2. kvartal 2008/09 svarende til en stigning på 5% eller 7% målt i lokal valuta. År til dato blev omsætningen 447,7 mio. kr. mod 431,4 mio. kr. i samme periode sidste år, svarende til en stigning på 4% eller 7% målt i lokal valuta.
     
  • I Europa har væksten i omsætningen i 2. kvartal været 6% målt i lokal valuta i forhold til samme periode sidste år, og år til dato er væksten i lokal valuta 7%. Den højeste omsætningsvækst har i 2. kvartal være i salgsregion South, som omfatter Spanien, Italien og Portugal, hvor væksten var 8%, samt i salgsregion NEM, som omfatter de nordiske markeder samt distributørlandene, hvor væksten var 7%. I USA var væksten i 2. kvartal og år til dato 11% målt i lokal valuta i forhold til samme periode i 2008/09.
     
  • Inden for Airway Management steg omsætningen i 2. kvartal 25% og år til dato 19%. Inden for Patient Monitoring & Diagnostics steg omsætningen med 8% i 2. kvartal og med 10% år til dato.
     
  • Inden for Emergency Care er omsætningen i 2. kvartal samt år til dato faldet med 3% målt i forhold til samme periode sidste år.
     
  • Resultatet af primær drift (EBIT) blev i 2. kvartal på 32,4 mio. kr. mod 25,0 mio. kr. i samme periode sidste år. År til dato blev EBIT 51,1 mio. kr. mod 40,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
     
  • Resultatet før skat blev i 2. kvartal på 34,1 mio. kr. mod 21,8 mio. kr. i samme periode sidste år. År til dato blev resultat før skat på 51,1 mio. kr. mod 38,5 mio. kr. i samme periode sidste år – en stigning på 33%.
     
  • Pengestrømme fra driftsaktiviteter udgjorde år til dato 21,6 mio. kr. mod 34,8 mio. kr. samme periode sidste år, hvilket væsentligst skyldes stigende lagre på grund af opbygning af sikkerhedslagre i forbindelse med produktionsoverførsel samt, at den midlertidige forlængelse af betalingsfristen for moms i Danmark er ophørt.
     
  • Det frie cash flow år til dato blev på minus 15,4 mio. kr. efter investeringer på 37,0 mio. kr. Det frie cash flow i samme periode i 2008/09 var minus 40,2 mio. kr. efter 75 mio. kr. i investeringer.

 

Forventninger til 2009/10
For hele regnskabsåret 2009/10 (1. oktober 2009 - 30. september 2010) opjusteres forventningerne til omsætningen til i niveauet 925 mio. kr. fra 900-925 mio. kr., og EBIT-marginen forventes i overkanten af 12,5% før særlige omkostninger til gennemførelse af patentsager mod tidligere 12-12,5%. Resultat før skat forventes nu at blive i niveauet 110 mio. kr. mod tidligere ca. 100 mio. kr. Forventningerne til det frie cash flow reduceres til 40-50 mio. kr. mod tidligere i niveauet 60 mio. kr. før akkvisitioner. Årsagen til de ændrede forventninger til cash flow er øget lageropbygning på grund af fremrykning af fase 2 i planen for produktionsoverflytningen samt, at den midlertidigt forlængede betalingsfrist for moms i Danmark er bortfaldet.


Telefonkonference
Telefonkonference og webcast vedrørende denne meddelelse afholdes på dansk onsdag den 5. maj 2010 kl. 11.00 dansk tid. For at deltage ring venligst fem minutter før konferencens begyndelse på tlf. 32 71 47 67.
 

Konference (dansk tekst)

Klik her for at følge konferencen/webcastet med dansk tekst. Konferencen vil også efterfølgende kunne findes på Ambu’s website.

 

 

Konference (engelsk tekst)

Klik her for at følge konferencen/webcastet med dansk tekst. Konferencen vil også efterfølgende kunne findes på Ambu’s website.

 

Download Q2 rapporten

Klik her for at downloade hele Q2 rapporten i PDF format

 


Kontakt
Lars Marcher, adm. direktør, tlf. +45 5136 2490, e-mail: lm@ambu.com
 

 - 5-5-2010

Back